Paper Globe

Den gennemsnitlige afstand mellem jordens bane omkring solen og solen er omkring 150 millioner kilometer (93 millioner miles), og det gør en revolution hver 365,2564 gennemsnitlig soldag, der kaldes et siderisk år. I 1990 fangede Voyager 1 et billede af Jorden (mørkeblå prikker) fra 6,4 milliarder kilometer. Revolutionen får solen til at have en tilsyneladende bevægelse på ca. 1 ° østpå i forhold til stjernen hver dag, og bevægelsen hver 12. time svarer til den tilsyneladende diameter på solen eller månen. På grund af denne form for bevægelse tager jorden i gennemsnit 24 timer, hvilket er en soldag, at fuldføre en fuld rotation omkring sin akse og lade solen passere gennem midten af ​​himlen igen. Den gennemsnitlige hastighed for jordens revolution er ca. 29,8 km / s (107000 km / t), og den kan køre 12.742 km inden for 7 minutter, hvilket svarer til jordens diameter; det kan rejse omkring 384.000 kilometer på cirka 3,5 timer. Afstanden mellem jorden og månen. [2] I moderne tid, den tid, hvor Jordens perihelion og aphelion vises henholdsvis 3. januar og 4. juli. På grund af virkningerne af ændringer i præcessions- og orbitale parametre ændres disse to datoer over tid. Denne ændring har et cyklisk træk, som er Milankovitch-hypotesen. Ændringen i afstanden mellem jorden og solen får den solenergi, som jorden får fra aphelion til perihelion, til at stige med 6,9%. Fordi den sydlige halvkugle altid vender mod solen på samme tid hvert år, når den er tæt på periheliet, modtager den sydlige halvkugle lidt mere solenergi end den nordlige halvkugle i løbet af et år. Denne indflydelse er imidlertid meget mindre end indflydelsen af ​​rotationsaksehældningen på den samlede energiforandring. Det meste af den modtagne energi absorberes af havvandet, som tegner sig for en høj andel af den sydlige halvkugleoverflade.